Fem fede politiske film

Af Benjamin Munk Olsen

Nu er det snart tid til kommunalvalg, og derfor står denne omgang af Fem fede film i det politiske tegn. Det politiske tema er et fantastisk afsæt til en spændingsfilm, et velspillet drama eller en skarp satire. Jeg har været på jagt efter film med stor diversitet, og listen byder således på politik fra forskellige sider af spektret; her er både film med politikere i centrum, med dybdeborende journalister og med smarte spindoktorer.

Den politiske proces er spændende og ofte kompliceret. Der er spin, fake-news, skjulte dagsordener og en gang imellem velovervejede og skarpe argumenter. Det er der også kommet en række fede film ud af, som man passende kan sætte på tv’et mens man overvejer, hvor krydset skal sættes, når der er kommunal- og regionsvalg den 21. november. Jeg stiller selv om til byrådet i Silkeborg Kommune, for min egen liste, Grøn Fremtid, som du kan læse mere om her.

Udover de fem film, som jeg præsenterer nedenfor, kan jeg også varmt anbefale Alexander Paynes Election (1999), en sort komedie med et elevrådsvalg i centrum (den kan du læse mere om i mit indlæg Fem fede high school-film), og Woody Allens satiriske Bananas, inspireret af Latinamerikas mange venstreorienterede præsidentkup (Den kan du læse mere om i mit indlæg Fem fede Woody Allen-film).

God fornøjelse og godt valg til alle!

Mr. Smith Goes to Washington (USA, 1939)
(da. Mr. Smith kommer til Washington)
Frank Capras Mr. Smith Goes to Washington er en af filmhistoriens mest klassiske politiske film. Det er en sand hyldest til det amerikanske demokrati, og ja, filmen er ganske vist meget patriotisk, men er også fyldt med almengyldige idealer, som kampen for retfærdighed, åbenhed og målet om det frie, kompromisløse demokrati. I titelrollen ses James Stewart i en fornem og overbevisende præstation, som den godhjertede idealist, der tager kampen op mod det korrupte system.
Da senatoren Sam Foley dør, skal guvernør Hubert Hopper udvælge en erstatning. Den korrupte partiboss Jim Taylor (Edward Arnold) presser Hopper til at vælge en stikirenddreng, som let kan kontrolleres, mens baglandet ønsker en reformist. Guvernørens børn ønsker i stedet den uprøvede Jefferson Smith (Stewart), der er leder af Drengespejderne. Hopper vælger Smith, da han beundrer Smiths folkelighed, og samtidig forventer, at den naive Smith vil være nem at manipulere. Taylor og Hopper har nemlig et lyssky byggeprojekt, som de ønsker stemt igennem i senatet, og de skyer ingen midler for at få forslaget vedtaget. Uvant med det politiske liv, bliver Smith hurtigt et offer for den hårde kerne af Washington-journalister, der får latterliggjort ham og hans omdømme. Da Smith omsider indser, at han blot er tænkt som en marionet i Taylors spil, er han på nippet til at opgive sit politiske virke, og troen på demokratiet, men med hjælp fra partisekretæren Clarissa Saunders (Jean Arthur), ombestemmer han sig. I stedet beslutter han at benytte forfatningens demokratiske spilleregler til rydde op i det korrupte system.
Mr. Smith Goes to Washington blev belønnet med 11 Oscar-nomineringer, men vandt blot en enkelt (for bedste originale historie). Borte med blæsten (1939) tog de fleste priser dét år, men fortællingen om Jefferson Smith fik dog sat et fornemt aftryk, både i samtiden og for eftertiden. Den blev forbudt i lande, hvor demokratiet var under pres, som i Hitlers Tyskland, Mussolinis Italien, Francos Spanien og Stalins Soviet Unionen, mens den i hjemlandet USA blev beskyldt for at være anti-amerikansk og pro-kommunist for sin skildring af korruption i den amerikanske regering. Udover de idealistiske temaer, er selve produktionen også bemærkelsesværdig; produktionsomkostningerne var enorme, og genskabelsen af det amerikanske senat alene kostede 100.000 dollars. En betydelig sum i 1939. Men det imponerende rum spiller også en helt central rolle for handlingen, for det er her Smith i filmens klimaks må gennem en maratontale af episke dimensioner. En medrivende præstation af Stewart, som er ekstremt beundringsværdig.

All the President’s Men (USA, 1976)
(da. Alle præsidentens mænd)
Alle præsidentens mænd fortæller historien bag den måske største politiske skandale i nyere tid, nemlig Watergate-skandalen, der førte til, at Richard Nixon måtte træde af som USA’s præsident. Det er den sandfærdige historie om journalisterne Carl Bernstein og Bob Woodward fra The Washington Post, der forfulgte den utrolige historie, og den er baseret på deres bog og noter. Resultatet er en både realistisk og skræmmende politisk spændingsfilm, fornemt instrueret af Alan J. Pakula.
Filmen starter den 17. juni 1972, da fem indbrudstyve bliver arresteret for at have brudt ind i Demokraternes nationale komite i Watergate-komplekset i Washington. Det viser sig dog hurtigt, at der ikke er tale om helt almindelige indbrudstyve, da de alle har forbindelse til højtstående embedsmænd, FBI og den republikanske partitop. Den uerfarne, små naive men drevne Bob Woodward (Robert Redford) fanger straks interesse for sagen, og sammen med den mere garvede, charmerende og dygtige Carl Bernstein (Dustin Hoffman) begynder han at at dykke dybere ned i sagen. De arbejdsomme journalister møder dog mange blindgyder og forhindringer på vejen, og må opsøge et utal af kilder, hvoraf den mest kendte for eftertiden blev den anonyme informant ’Deep Throat’. Desuden må de løbende forsøge at tilfredsstille chefredaktør Ben Bradlee (Jason Robards i en Oscar-vindende præstation) og hans mange betingelser til avisens brug af anonyme kilder og deres troværdighed. Jagten på sandheden er en beundringsværdig men også krævende bedrift, som kræver mange timers hårdt arbejde.
Alle præsidentens mænd er en fornem hyldest til den dybdegravende journalistik. Den er spændende, men bruger ingen billige tricks for at skabe spænding. I stedet er historien konstant i fokus, og spændingen ligger i den unikke og autentiske fortælling. Der er benyttet så mange af de rigtige lokationer, som muligt, hvilket bidrager til filmens autenticitet. Skuespillet er også i top hele vejen rundt, og den tekniske side er minimalistisk men velovervejet, som Robert Redford bl.a. beskriver på kommentarsporet. Han ønskede at soundtracket skulle være minimalistisk og i stedet fokuserede på de ’våben’, der bliver anvendt, nemlig lyden af skrivemaskiner, blyanter mod papir, telefoner etc. Elementer som fik filmens tungere dele til at føles mere dramatiske. Kommentarsporet og det yderligere ekstramateriale på special edition dvd-udgaven kan, ligesom filmen selv, klart anbefales.

Wag the Dog (USA, 1997)
(da. Når halen logrer med hunden)
”Hvorfor logrer hunden med halen? Fordi hunden er kvikkere end halen. Hvis halen var kvikkest, ville den logre med hunden.” Med dette finurlige ordsprog indledes Barry Levinsons smarte, sorte komedie om spin. Filmen handler om politisk røgslør, og om at fortælle usande historier så overbevisende, at ingen vil sætte spørgsmålstegn ved dem. I Wag the Dog ses politik som et spil, men med regler så uklare, at det er nemmest, hvis man selv opfinder dem hen ad vejen. Er du fan af Netflix-serien House of Cards, vil du helt sikkert også finde Wag the Dog spændende, sjov og fascinerende.
Med under to uger til præsidentvalget forulemper den siddende præsident en mindreårig pigespejder på sit kontor i Det hvide hus. En massiv skandale er under opsejling, og den dygtige spindoktor Conrad Brean (Robert De Niro) må træde til. Sammen med den PR-ansvarlige, Winifred Ames (Anne Heche) opdigter han en historie, som skal fjerne fokus fra sex-skandalen, indtil valgdagen. Brean spreder rygter om, at præsidentens besøg i Kina skyldes et nyt B3-bombefly (en flytype som slet ikke findes), og at præsidenten planlægger at sende USA i krig. Alt sammen for at distrahere befolkningen. Ames er ikke tryg ved situationen. Hun frygter at det vil blive opdaget, og spørger skeptisk til hvem fjenden skal være. ”Det finder jeg ud af”, svarer Brean. Det gør han så, og valget falder på Albanien. ”Hvad ved du om dem”, spørger han Ames. ”Ingenting”, ”Netop! De virker luskede”, konstaterer han. Brean kontakter den selvoptagede Hollywood-producer Stanley Motss (Dustin Hoffman i en fremragende Oscar-nomineret præstation), og beder ham producere krigen; ’et show’ med fængende historier, levende billeder og en kendingsmelodi. Det er i filmstudiet magien sker, og pludselig dukker klippet med en forældreløs pige på flugt fra Albanske terrorister op på landsdækkende TV. Ingen ved, at pigen blot er den håbefulde skuespillerinde Tracy Lime (Kirsten Dunst), og så ruller historien ellers. Altså lige indtil CIA proklamerer, at krigen er slut, og Brean, Ames og Motss må finde på nye spektakulære scenarier, der kan sikre præsidentens genvalg.
Wag the Dog er en veloplagt, kreativ og uhyrlig omgang politisk spin. Der er i høj grad mulighed for at grine, men filmen giver også mulighed for eftertanke. Er det virkelig sådan det politiske system fungerer? Levinson har skabt en begavet satire, og formår at problematisere ’fake news’, lang tid inden dette blev et kendt begreb. Således er filmen mindst lige så aktuel i dag, som den var, da den havde premiere for 20 år siden.

Kongekabale (Danmark, 2004)
Nikolaj Arcels filmatisering af Niels Krause-Kjærs roman har resulteret i en effektiv dansk spændingsfilm. Kongekabale føles skræmmende realistisk, og de glimrende præstationer fra en lang række fremtrædende danske skuespillere, sikrer en filmoplevelse udover det sædvanlige. Særligt Søren Pilmarks både karismatiske og skrupelløse politiker, Erik Dreier, er en fornøjelse. Han mestrer virkelig det politiske spil; udadtil er han omfavnende og betænksom, mens han på tomandshånd viser sig som en intimiderende magtsyg politiker med storhedsvanvid. Pilmark vandt en fortjent Robert-statuette for årets mandlige birolle, og filmen vandt yderligere syv Robert-priser (bl.a. for bedste film).
11 dage før folketingsvalget er Midterpartiets spidskandidat, Aksel Bruun (Jesper Langberg) involveret i en trafikulykke. Hans situation er kritisk, og ingen ved, om han vil overleve. Situationen spidser dog til, da to kandidater – Lone Kjeldsen (Nastja Arcel) og Erik Dreier – står klar i kulissen til at afløse Bruun. Samtidig har den idealistiske og lidt naive journalist Ulrik Torp (Anders W. Berthelsen) første arbejdsdag på Christiansborg, og får straks stukket en god historie i hånden af Midterpartiets pressechef, Peter Schou (Lars Mikkelsen). Historien handler om Lone Kjeldsens mand, og muligt misbrug af støttekroner. ”Hvorfor giver du mig den her historie?” spørger Torp. ”Der er ikke nogen historie”, er Schous svar, og nu er spillet i gang. Historien kommer hurtigt på forsiden, og får konsekvenser for de implicerede. Men hvem vinder på sådan en historie? Torp opdager for sent, at han blot er en brik i politikernes spil, men da han gør, beslutter han at kæmpe for retfærdigheden, og få afsløret de ansvarlige politikere overfor offentligheden, inden det er for sent.
Kongekabale er godt stykket sammen. Det er en fornem spændingsfilm om den lille mands kamp mod systemet. Som sådan er fortællingen ikke nyskabende, men den er effektiv, og i en dansk kontekst ganske original. Christiansborg har sjældent fremstået mere mørkt og dystert, og filmens kølige farvefilter er med til at sætte scenen for en uhyggelig, intens og virkelighedsnær fremstilling af det politiske system. Historien sætter vores folkevalgte politikere i et lidet flatterende og pessimistisk lys, som en flok ådselædende gribbe, der blot venter på, at de øverste i hierarkiet falder, og skaber plads til de nye – et billede som også bliver anvendt i filmen. Filmens fine, diskrete lydside skaber tillige en ildevarslende fornemmelse af, at der konstant er noget der lurer og truer under overfladen.

Milk (USA, 2008)
Gus Van Sants film om borgerrettighedsforkæmperen Harvey Milk er både smuk, ærlig, dybtfølt og eftertænksom. Med en helt igennem imponerende præstation af Sean Penn i titelrollen, formår Van Sant både at undersøge de indre og ydre kampe, som Harvey Milk gennemlevede i det, der viste sig at blive en alt for kort politisk karriere (han blev offer for et attentat efter 11 måneder som folkevalgt politiker). Det er en inspirerende dramatisk fortælling, som både tjener som et unikt tidsbillede, og en reminder om, at vi kan opnå meget i vores demokratiske system, når bare vi tror på det.
Harvey Milk var den første erklærede homoseksuelle mand, som blev valgt til et offentligt embede i Californien, da han i 1977 blev stemt ind i San Franciscos byråd. Han havde stor betydning for homoseksuelles rettigheder, men hvem var Harvey Milk egentlig? Det spørgsmål forsøger Gus Van Sant og Sean Penn at udforske, og indleder fortællingen i 1970, på Harveys 40-års fødselsdag. Her møder han den noget yngre Scott Smith (James Franco), som han fejrer dagen sammen med. Harvey er dog ikke tilfreds med det liv, han har levet hidtil, og siger reflekterende; ”Forty years old and I haven’t done a thing that I’m proud of”. Harvey og Scott flytter sammen til San Francisco, hvor de åbner en kameraforretning. Det irsk-katolske arbejderkvarter er imidlertid ikke specielt imødekommende overfor det voksende homo-fællesskab i nabolaget. Harvey benytter dog fjendtligheden til at blive forkæmper for homoseksuelles rettigheder på lokalt plan, og kameraforretningen bliver hurtigt tilholdssted for ligesindede aktivister. Herfra følger vi de udmattende politiske kampe, valgmøder, konfrontationer etc. I flere scener giver Sean Penn smagsprøver på Harvey Milks imponerende talegaver; han var en dygtig retoriker, som ikke behøvede talepapir, men grebet at stemningen kunne levere ærlige og inspirerende taler, altid indledt med ordene ”My name is Harvey Milk and I’m here to recruit you!”
Harvey Milk minder os om, at det nytter noget at tage kampen op, hvis vi oplever uretfærdighed omkring os. Selvom det politiske systemet kan være stokkonservativt, kan det faktisk bruges til at skabe forandringer. Filmen er en både velspillet og velfortalt opsummering af et politisk ikon, som har sat varige aftryk på USA’s borgerrettigheder, og hvem andre end Gus Van Sant, som også er erklæret homoseksuel, kunne være mere oplagt til at realisere et filmprojekt om Harvey Milk? Hans fornemme film blev nomineret til hele otte Oscar-statuetter, og vandt for bedste hovedrolle (Penn) og bedste originale manuskript.

Tjek filmene ud og husk at give din stemme til kommunalvalget 21. november!

Reklamer

Fem fede high school-film

Af Benjamin Munk Olsen

Den amerikanske high school kan nogenlunde sammenlignes med gymnasiet i Danmark. Det er her teenagere både tilegner sig faglige og sociale kompetencer, og bliver til selvstændige individer. High school-film er derfor ofte fortællinger om generationer, der skal finde sig selv. Finde ud af hvem de er, og hvad de vil med livet. Det er klassiske coming of age-fortællinger, der tager udgangspunkt i et afgrænset miljø, som alle amerikanske teenagere kender til. Som ikke-amerikaner er det ikke alt i disse film, som føles lige genkendeligt, men de gode fortællinger, de troværdige karakterer og de sjove scener, fungerer også uden for USA’s grænser. I dette indlæg ser jeg nærmere på fem fede high school-film, som jeg er vendt tilbage til igen og igen. Jeg elsker coming of age-film om dannelses og modningsprocesser; ofte fordi jeg har nemt ved at relatere til disse fortællinger, og de problemer, som karaktererne i disse fortællinger står overfor.

2017-03-23 15

For at begrænse et ellers ekstremt bredt område, som coming of age-film er, har jeg valgt at fokusere på high school-temaet, og for at gøre det endnu mere specifikt; film hvor en del af handlingen udspiller sig på selve skolen. Af denne grund er ellers fremragende film som George Lucas’ American Graffiti (1973) og Richard Linklaters Dazed and Confused (1993) ikke med i overvejelserne, da de begge udspiller sig efter skoleårets afslutning. Jeg kan dog varmt anbefale begge. God fornøjelse med månedens fem fede film, og skriv endelig en kommentar, hvis du synes, at jeg har overset nogle mesterværker indenfor high school-temaet.

”Vi er alle mærkelige. Nogle af os er bare bedre til at skjule det end andre” – Emilio Estevez som Andrew Clarke i The Breakfast Club.

Fast Times at Ridgemont High (USA, 1982)Fast_Times_at_Ridgemont_High_film_poster
(da. Øl, fis og rockmusik)
Fast Times at Ridgemont High var Amy Heckerlings første film som instruktør, det var Cameron Crowes første film som manuskriptforfatter, og det var gennembruddet for unge talenter som Jennifer Jason Leigh og Sean Penn. På denne måde var filmen både ny og frisk, og selv i dag føles den aktuel og vedkommende trods sin udprægede 1980’er-feeling. Den rammer nemlig både tidsånden fra 1982, men formår også at behandle tidsløse ungdomsproblemer på en sjov, fordomsfri og rørende måde.
Fast Times er en coming-of-age film, som følger 2.-års eleverne på Ridgemont High, Stacy Hamilton (Jennifer Jason Leigh) og Mark Ratner (Brian Backer), og deres respektive ældre venner Linda Barrett (Phoebe Cates), som vejleder Stacy i drenge og sex og Mike Damone (Robert Romanus), som tilskynder Mark til at invitere Stacy ud. Herudover findes flere underplots i filmen, bl.a. om den stenede surfer Jeff Spicoli (Sean Penn), som formår at gå historielæren Mr. Hand voldsomt på nerverne, og om Stacys storebror, Brad (Judge Reinhold), en afgangselev, som arbejder i den lokale brugerbar for at betale af på sin bil, alt imens han overvejer at slå op med sin kæreste, Lisa.
Narrativet er meget løst, men sammenfatter en række episoder, som udspiller sig over et skoleår, og som er med til at forme de uprøvede teenagere. Jennifer Jason Leigh er virkelig sød som den uerfarne Stacy, og scenen hvor Linda underviser hende i, hvordan hun skal give en fyr et blowjob, illustreret med en gulerod i kantinen, fungerer perfekt. Den lidt kejtede og generte Mark arbejder i biografen, med udsigt til cafeteriet hvor Stacy arbejder, men han har ikke mod til at invitere hende ud, og da han endelig tager sig sammen, ødelægger han det for sig selv.Fast-Times-at-Ridgemont-High-5Filmens karakterer føles meget ægte, og de er lette at relatere til. De begår klassiske fejl, men lærer af dem. For Stacy handler det i starten om hurtigst muligt at miste sin uskyld, men hun erfarer senere, at sex og kærlighed ikke altid hænger sammen, og den barske virkelighed indhenter hende, da hun bliver gravid, og skal have foretaget en abort. Fast Times at Ridgemont High er en perfekt high school-film, som indfanger den rette ånd, og formår at være sjov og underholdende, men samtidig behandle alvorlige temaer. Og så har den et fint soundtrack, hvor Jackson Brownes ”Somebody’s Baby” absolut er værd at lytte til.

The Breakfast Club (USA, 1985)MV5BOTM5N2ZmZTMtNjlmOS00YzlkLTk3YjEtNTU1ZmQ5OTdhODZhXkEyXkFqcGdeQXVyMTQxNzMzNDI@__V1_UX182_CR0,0,182,268_AL_
The Breakfast Club er nok den mest ikoniske high school-film, der findes. I filmen følger vi fem teenagere fra forskellige high school-kliker, der tilbringer en lørdags eftersidning sammen, og indser, at de alle er mere end deres respektive stereotyper. Den behandler fordomme og de forventninger, som unge mennesker føler, at de skal leve op til, hvad enten det er deres egne eller de forventninger de mødes af hos forældre og kammerater. The Breakfast Club er en coming of age-film, som både er sjov, rørende og har noget på hjertet. Karaktererne er alle troværdige og velspillede, og John Hughes’ manuskript, der nemt kunne have resulteret i en middelmådig og måske prætentiøs film, bliver løftet op af de gode skuespilpræstationer, som man sent vil glemme.
Mon ikke alle kender følelsen af i et eller andet omfang at være fastholdt i de stereotype forventninger, som omverden har til én? Det gør karaktererne i The Breakfast Club i hvert fald. Her mødes den smukke og forkælede Claire (Molly Ringwald), skolenørden Brian (Anthony Michael Hall), den udstødte og sky Allison (Ally Sheedy ), statsmesteren i brydning, Andrew (Emilio Estevez), og den rebelske ungdomskriminelle John (Judd Nelson). Hver især har de gjort sig fortjent til ni timers eftersidning på Shermer High Schools bibliotek. De tror, at de intet har til fælles, men det viser sig at være helt forkert, og de må tage deres fordomme op til genovervejelse. Faktisk ender dagen med at blive ekstremt lærerig, når det gælder sociale kompetencer, som kan være mere værd end selv den tykkeste lærebog. I starten har den lille gruppe intet at snakke om, men da John begynder at provokere rektoren, som skal holde eftersyn med eleverne, rykker de lidt tættere sammen. Det første spæde skridt er nemlig taget til at fællesskab; de er nu i fælles opposition til rektoren, som repræsenterer skolen og ’de voksne’.o-THE-BREAKFAST-CLUB-570Plottet i The Breakfast Club er meget enkelt, og dens styrke ligger i karaktererne og ikke mindst replikkerne, som føles meget naturlige. Filmen er skrevet og instrueret af John Hughes, der bl.a. huskes for ikoniske 80’er-film som Ferris Bueller’s Day Off (1986) og Planes, Trains & Automobiles (1987) samt for manuskript til film som Home Alone (1990) og Beethoven (1992). The Breakfast Club er langt fra lige så komisk som disse, men rammer en alvor og eftertænksomhed, som kun få ungdomsfilm formår.

Clueless (USA, 1995)Clueless
Amy Heckerlings Clueless ramte lige ned i 1990’er-tidsånden blandt amerikanske teenagere. Dem der havde udtryk som ’As if!’ og ’Whatever?!’ knyttet til hver anden sætning de sagde, og dem, der elskede indkøbscentre og forgudede materialisme, mode og dem selv, kort sagt; dem der bare var totalt uvidende og intetanende – deraf filmens titel; Clueless.
Clueless udspiller sig i Beverly Hills, hvor vi møder hovedpersonen Cher (fantastisk spillet af Alicia Silverstone – muligvis den eneste filmrolle hun har brilleret i). Cher er en egoistisk, forfængelig og overfladisk teenager, som går op i tøj og mode og at være skolens mest populære pige. Da en dårlig karakter truer med at ødelægge hendes fremtidsdrømme, forsøger hun at gøre to af skolens hårde lærere mere medgørlige, ved at agere matchmaker for dem. Cher ser hvor godt Mr. Hall og Miss Geist passer sammen, og hun indser hvor glad hun bliver, af at gøre gode gerninger. Hun beslutter derfor, sammen med veninden Dionne (Stacey Dash), at hjælpe den håbløst utjekkede nye pige Tai (Brittany Murphy) med at blive populær. Samtidig kommer Chers eks-stedbror, Josh (Paul Rudd) på besøg, for at hjælpe Chers far, der er advokat. Som én af de få, tør Josh at sige tingene lige ud til Cher. Han driller hende, men er samtidig bekymret for hende, og hjælper hende gerne i nødsituationer.
Clueless er på den ene side en gennemsyret tøsefilm, men den bruger humor og ironi så fremragende, at den på én og samme tid er en parodi og en hyldest til tidens teenagere af begge køn. Det er en klassisk coming of age-film med en masse på hjertet. Historien handler om at blive voksen og finde sig selv. Det er fantastisk at følge den overfladiske men godhjertede Cher komme galt afsted, men det er mindst lige så skønt at se hende lære af sine fejl, og indse, at der er mere i livet end Calvin Klein-kjoler og makeup.vanidad_es_millennials_vs_generacion_x_vanidad_portadaClueless har masser af sjove scener, vittig dialog og rappe replikker. Ironien er tyk men kærlig og mange af situationerne føles meget naturlige. Personligt elsker jeg scenen, hvor Cher skal holde foredrag om emigranter fra Haiti og USA’s ressourcer, og drager en parallel til en fødselsdagsfest hun holdt for sin far, hvor der kom flere gæster end forventet. I kontrast er scenen hvor Cher er til køreprøve, men dumper med et brag både sjov, men også meget sigende; pludselig er hun nemlig havnet i en situation, som hun ikke bare kan snakke sig ud af.

Election (USA, 1999)large_kNcnVGhCqhIz0KIaMWwgMJx6b4I
Alexander Paynes Election, baseret på Tom Perrottas roman, er en kynisk, sort komedie i absolut topklasse. Den kan ses som både en politisk satire og som et formidabelt studie i etik og moral, et emne som eleverne i Jim McAllisters klasse meget apropos bliver bedt om at forklare i en af filmens tidlige scener.
Election er centreret omkring fire hovedkarakterer; den dedikerede lærer Jim McAllister (Matthew Broderick), der dog er kørt lidt træt i sin trivielle hverdag, den ekstremt overambitiøse og stræbsomme Tracy Enid Flick (Reese Witherspoon), der drømmer om at blive valgt til elevrådsformand, den populære football-stjerne Paul Metzler (Chris Klein) og hans rebelske, lesbiske lillesøster Tammy Metzler (Jessica Campbell). Tracy er den type bedrevidende mønsterelev, som alle hader, heriblandt McAllister. Hun har ingen venner, men er med i alle typer af frivillige aktiviteter, hun tror kan forbedre hendes fremtidsmuligheder. Hun har desuden haft en affære med Jim McAllisters ven og kollega, Dave, hvilket har resulteret i Daves fyring.
Tracy indleder en gennemarbejdet valgkampagne, som ville gøre enhver lokalpolitiker misundelig, med plakater, smarte slogans, tyggegummi og cupcakes. Umiddelbart har hun ingen modkandidater, men ved udsigten til at skulle tilbringen mange ulidelige timer sammen med hende, opfordrer McAllister Paul til at stille op mod Tracy, og som en protestreaktion stiller også Pauls lillesøster, Tammy op. Hver har de deres egen dagsorden, og det bliver ikke mindre problematisk for McAllister, da han får følelser for Daves ekskone, Linda. Faktisk kommer jeg, hver gang jeg ser Election, til at tænke på Murphys Lov om, at alt, hvad der kan gå galt, vil gå galt. Sådan er det i hvert fald for McAllister, da han begynder at blande sig i afstemningen.election-pic-1Der er flere grunde til, at Election fungerer så godt. Først og fremmest er Paynes Oscar-nominerede manuskript helt forrygende. Fortællingen er fangende lige fra starten, og udvikler sig konstant i uforudsigelige retninger. Herudover leverer Reese Witherspoon en fuldstændig fænomenal præstation som Tracy; en karakterer sat i verden for at blive hadet, men som hun spiller helt perfekt. Filmen er optaget på en high school i Alexander Paynes hjemby, Omaha, Nebraska, og stort set alle statister er high school-elever. Dermed føles Election meget ægte og virkelig. I et udmærket kommentarspor til DVD-udgaven af Election fortæller Payne desuden om det symbolske billedsprog, som gennemsyrer meget af filmen. Er man fan af filmen, kan dette ekstramateriale klart anbefales.

The Perks of Being a Wallflower (USA, 2012)perks
I 2012 var der overraskende lidt opmærksomhed omkring Stephen Chboskys The Perks of Being a Wallflower, hvilket var ærgerligt, for det er en fremragende film, som alle burde se. Filmen er baseret på Chboskys egen roman fra 1999, og giver et fornemt indblik i de udfordringer, den modgang og de sejre, som hovedpersonen Charlie oplever i sit første år på high school.
Charlie (Logan Lerman) er en genert teenager, der efter en depression starter på en ny high school. På sin første dag regner han ud, at han har 1384 skoledage tilbage. Han har ingen venner og holder sig for sig selv; i en fin scene ser vi hvordan Charlie, som den eneste, kender alle svarene på engelsklæren, Mr. Andersons (Paul Rudd) spørgsmål, men undlader at markere, af frygt for at blive stemplet som klassens stræber. High school bliver dog slet ikke så trist et bekendtskab, som Charlie havde frygtet, for til en football-kamp kommer han til at sidde sammen med afgangseleverne Sam (Emma Watson) og hendes stedbror Patrick (Ezra Miller), der inviterer Charlie med til en fest. Uden at vide det, kommer Charlie til at spise en brownie med cannabis, og bliver skæv. Han afslører overfor Sam, at hans bedste ven begik selvmord året før, og Sam indser, at Charlie ingen venner har. Sammen med Patrick sørger Sam derfor for, at Charlie bliver en del af deres gruppe.
The Perks of Being a Wallflower handler om følelsen af at være udenfor, om sammenhold og venskab og om at acceptere sig selv, som den man er. I en af filmens flotteste og mest stemningsfulde scener kører Charlie, Sam og Patrick hjem fra en fest netop som David Bowies ’Heroes’ bliver spillet i radioen. Sam beder Patrick køre gennem en tunnel, så hun kan stå oprejst i pickup-trucken mens musikken spiller for fuld udblæsning. Meget symbolsk illustrerer scenen hvordan Sam og Patrick hjælper Charlie ud af hans depression, og giver ham følelsen af at høre til.40366ff32bc2eaad3a1ee04d74f06503Filmen er både smuk, tankevækkende og meget velfortalt. Hertil kommer meget stærke skuespilpræstationer fra Lerman, Watson og ikke mindst Miller som den flamboyante og homoseksuelle Patrick, der også oplever sine problemer, da hans kæreste Brad ikke kan afsløre deres forhold overfor resten af skolen, men i stedet fanges i fornægtelse. Film som primært drives af personers indre følelser, kan ofte være meget selvhøjtidelige, men det er The Perks of Being a Wallflower langt fra; den er fantastisk naturlig, ærlig og fordomsfri.

Årets Oscar-film

 

Af Benjamin Munk Olsen

Så er det igen blevet Oscar-tid! Et tidspunkt på året, som jeg altid ser frem til; jeg synes rigtig nok at Oscar-uddelingen handler for meget om politik, vennetjenester og deslige, men når det er sagt, så kan det ikke skygge for dét, det rigtig handler om; nemlig at fejre årets film. Og fejre selve filmmediet. Det er en af filmverdens største fester, og den vil jeg naturligvis gerne være med til, omend det blot må blive i fjernsynet.

Ligesom tidligere år, præsenterer jeg igen i år en række anmeldelser af de nominerede film, og som altid har mit mål været at se samtlige nominerede spillefilm. I år drejer det sig om intet mindre end 41 film, hvoraf jeg har fået set 36 film, og altså skrevet 36 korte anmeldelser – så ved du hvilke film du ikke må gå glip af, og hvilke du sagtens kan springe over.

oscar-foto

I forbindelse med Oscar-uddelingen handler det også om at gøre status; at vurdere det forgangne filmår. Set i forhold til tidligere år, synes jeg, at filmåret 2016 har været et rigtig godt år, med mange positive overraskelser. Jeg havde f.eks. for længst afskrevet Mel Gibson en fremtid i Hollywood, men hans krigsfilm Hacksaw Ridge var en fantastisk oplevelse. Jeg var også spændt på, om instruktøren- og manuskriptforfatteren Damien Chazelle kunne følge op på sin imponerende spillefilmsdebut Whiplash fra 2014, men La La Land er mindst lige så imponerende en bedrift, og de 14 Oscar-nomineringer taler vist for sig selv. Skuespillerne Casey Affleck og Viggo Mortensen fik også vist nye og fornemme eksempler på deres evner i henholdsvis Manchester by the Sea og Captain Fantastic.

la-la-land

Sidste år blev Oscar-showet voldsomt kritiseret under overskriften og hashtag’et OscarsSoWhite for manglende race-diversitet blandt de nominerede. Om det var berettiget er egentlig svært at vurdere, for sandt nok var der blot hvide skuespillere, instruktører, forfattere etc. blandt de nominerede, men ligesom nomineringen ikke skal forbigå oplagte kandidater på baggrund af deres etnicitet, skal minoriteterne naturligvis heller ikke nomineres i kraft af deres etnicitet; de skal gøre sig fortjent til det. Så problematikken handler nok nærmere om, hvorvidt der blev produceret nok gode film med sort, latino eller asiatisk-indhold. Og desværre var svaret nok ’nej’, og derfor var det ikke Oscar-komiteen alene, som havde et problem, men hele Hollywood og den amerikanske filmindustri. I år ser det heldigvis noget anderledes ud; film som Moonlight, Fences, Loving og Hidden Figures behandler alle afroamerikanske konflikter, og afroamerikanske skuespillere er blevet nominerede for deres præstationer i disse film. Herudover behandler film som Lion og den animerede film Zootopia også minoritetsproblematikker. Dermed synes filmverden atter at være på rette vej.

oscar-billede-2017

Samlet set synes jeg, at 2016 var et bedre filmår end året forinden, og med den danske film Under sandet blandt de nominerede til bedste ikke engelsk-sprogede film, er der lagt op til en spændende aften og nat søndag den 26. februar. God fornøjelse med både Oscar-show og filmene jeg har anmeldt herunder:

Bruger du mobil eller tablet kan du med fordel følge dette link til en version, hvor det er nemmere at scrolle, zoome mm.: Årets Oscar-nominerede film

arets-oscar-film-2017-1

arets-oscar-film-2017-2

arets-oscar-film-2017-3

arets-oscar-film-2017-4

arets-oscar-film-2017-5

arets-oscar-film-2017-6

arets-oscar-film-2017-7

 

arets-oscar-film-2017-8

 

arets-oscar-film-2017-9

 

 

 

 

 

Fem fede film: Den amerikanske borgerkrig

Den amerikanske borgerkrig, og ikke mindst udfaldet af den, har haft enorme konsekvenser for skabelse af det USA, vi kender i dag. Derfor kan det undre, at der ikke er lavet flere gode film om denne krig. Som det fremgår i det følgende, findes der nemlig masser af spændende autentiske historier, som bedst når ud til den brede offentlighed gennem filmmediet. En af disse historier er Free State of Jones med Matthew McConaughey, der netop er udkommet fysisk og on demand i Danmark. Det er en rigtig glimrende film, og i denne anledning, samt fordi Den amerikanske borgerkrig er et spændende emne, præsenterer jeg denne gang fem fede film med amerikansk borgerkrigs-tema.

borgerkrig

Film kan være mere end blot underholdning, de kan være fantastiske og fantasifulde historieformidlere, der kan give inspiration til at studere historiske begivenheder mere indgående. Selvfølgelig er film sjældent hundrede procent autentiske, og en gang imellem må de historiske kendsgerninger vige pladsen for det gode filmiske narrativ, men inspirationen fra virkelighedens verden er med til at give denne type film en unik tyngde. Ofte behandler historiebøger de historiske begivenheder i makroperspektiv; de analyserer optrapningerne, de konkrete begivenheder og deres eftervirkninger, men undlader ofte de nære personlige konsekvenser, naturligvis fristes man til at sige, for historieskrivning skal være objektiv, mens den gode historie på film eller i romaner skal fokusere på subjektet; den personlige vinkel. Det er historieformidling i mikroperspektiv med personlige dilemmaer i fokus, mens de historiske fakta giver en spændende setting; i dette tilfælde ser vi flere eksempler på, hvordan Den amerikanske borgerkrig får personlige konsekvenser for de karakterer vi følger, og det har givet anledning til fem spændende fortællinger. Her kommer fem fede film om Den amerikanske borgerkrig:

The General (USA, 1926)general
(da. Generalen)
The General kandiderer bestemt til titlen som Buster Keatons bedste film; inspireret af en sand historie fra Den amerikanske borgerkrig rummer den originalitet, komik og imponerende action- og stunt-scener. Selvom filmen fik en blandet modtagelse ved premieren for 90 år siden, og havde svært ved at tjene penge på baggrund af et, for datiden, enormt budget på $750.000, er den i dag at regne for en klassiker, og det amerikanske filminstitut (AFI) valgte i år 2000 The General som den 18. bedste amerikanske komedie gennem tiderne.
Lokomotivføreren ved Western & Atlantic-jernbanen i Georgia, Johnnie Gray (Buster Keaton), elsker to ting i livet; det første er hans forlovede, Annabelle Lee (Marion Mack), mens det andet er hans lokomotiv, kaldet Generalen. Da Den amerikanske borgerkrig bryder ud, opfordrer Annabelle Johnnie til at melde sig til hæren, og ivrig efter at imponere hende, skynder han sig til hvervekontoret. Her mener man, at Johnnie er mere værd for Sydstaterne som lokomotivfører end som soldat, men det fortæller de ham ikke. Han får blot at vide, at han ikke kan bruges, og misforståelsen bliver endnu værre, da Annabelle tror, at Johnnie er en kylling, der er bange for at melde sig. Johnnie får imidlertid mulighed for at vise sit værd, da en gruppe spioner fra Nordstaterne stjæler hans tog, og forsøger at brænde samtlige broer og ødelægge forsyningslinjerne til Konføderationens hær. Ene mand tager Johnnie kampen op, og til sin store skræk opdager han, at spionerne også har taget Annabelle som gidsel. Det hele udvikler sig til en imponerende lang og sjov togjagt gennem landet, som byder på utallige forhindringer for den heroisk kæmpende Johnnie.general-2
The General er inspireret af den sande begivenhed fra 1862 kendt som ”The Great Locomotive Chase”, og Keaton (der også har instrueret) giver nyt og spændende liv til den klassiske fortælling om den lille mands kamp mod overmagten. Som så ofte før er han garant for imponerende og tossede stunts, når han klatrer rundt på det kørende tog, affyrer kanoner og kommer i diverse prekære situationer. Skuespillet i stumfilm er ofte en smule overdrevet, men Keatons underspillede facon, og hans ikoniske stenansigt, gør hans film til fantastisk underholdning selv i år 2017. Der er bestemt heller ikke sparet på noget i The General, der bl.a. indeholder den dyreste enkeltindstilling i stumfilmens historie, da et tog styrter i dybet fra en brændende togbro.

Gone with the Wind (USA, 1939)gone_with_the_wind_1967_re-release
(da. Borte med blæsten)
Borte med blæsten er definitionen på en storfilm; scenerierne, musikken, stjernerne, ja selv filmens længde på næsten fire timer er imponerende. Borte med blæsten er baseret på Margaret Mitchells roman fra 1936, og kort efter udgivelsen købte producenten David O. Selznick filmrettighederne. Produktionen var flere år undervejs, manuskriptet blev omskrevet utallige gange, og mere end 1.400 håbefulde skuespillerinder ønskede at få rollen som Scarlett O’Hara, inden Vivien Leigh blev valgt. Da Borte med blæsten endelig fik premiere, blev den en enorm succes, et filmhistorisk pejlemærke, som blev den mest indtjenende film, en rekord den holdt indtil The Sound of Music (1965) overtog den. Korrigeret for inflation er Borte med blæsten fortsat den mest indtjenende film i historien.
Den unge og smukke Scarlett O’Hara (Vivien Leigh) bor på plantagen Tara i Georgia sammen med sin famlie. Alle egnens ugifte mænd er voldsomt interesserede i Scarlett, og de forsøger at indynde sig hos hende efter bedste evne, men hun har kun øje for Ashley Wilkes fra naboplantagen, som hun er hemmeligt forelsket i. Ashley skal dog giftes med sin kusine, Melanie, og selvom Scarlett ved et middagsselskab afslører sin kærlighed overfor Ashley, hjælper det ikke. En anden gæst, Rhett Butler (Clark Gable), overhører samtalen, og indser straks, at den selvoptagede og kyniske Scarlett, der er vandt til at få det, som hun vil, minder en hel del om ham selv. Butler har et blakket ry, og da Den amerikanske borgerkrig bryder ud samme aften i 1861, bliver han hjemme i Sydstaterne for at tjene penge, mens Ashley og de andre unge mænd fra egnen, snart drager i krig.gone-with-the-wind-gone-with-the-wind-4368648-1024-768
Scarlett gifter sig med Melanies yngre bror, Charles, som hun ikke elsker, men drømmer fortsat om Ashley, og da hun modtager besked om Charles’ død, rører det hende ikke synderligt. Hun rejser i stedet til Atlanta for at bo sammen med Melanie, og de hjælper begge til som sygeplejersker for de sårede soldater. Scarlett, der aldrig har oplevet hårdt arbejde, kan dog ikke vænne sig til sin nye tilværelse ”This is war, not a garden party”, siger lægen på felthospitalet, og Scarlett må indse, at det fashionable selskabsliv i Syden er en saga blot. Tara er blevet raseret af Unionens soldater, og alting er i en sølle forfatning, men den handlekraftige Scarlett giver ikke op, og bruger i stedet al sin list til at få plantagen på fode igen, alt imens Rhett Butler forsøger at vinde Scarletts hjerte. En mere klassisk kærlighedshistorie skal man lede længe efter. Der er ingen tvivl om, at Borte med blæsten var imponerende i 1939, men sandheden er, at den også i dag er en sand klassiker der simpelthen skal opleves.

Glory (USA, 1989)glory
(da. Ærens mark)
Glory fortæller et spændende, og for mange ukendt kapitel, om den Amerikanske borgerkrig, nemlig historien om et af de første regimenter i Nordstaternes hær, som udelukkende bestod af sorte. Officererne var dog hvide, herunder oberst Robert Gould Shaw, hvis personlige breve tjente som forlæg for filmens manuskript. Glory er en flot, velspillet og ikke mindst inspirerende krigsfilm, med noget på hjertet.
Efter at være blevet såret får Robert Shaw (Matthew Broderick) i 1862 muligheden for at lede det 54. regiment fra Massachusetts, og beder sin barndomsven, Cabot Forbes (Cary Elwes), om at være sin næstkommanderende. De farvede regimenter er en politisk beslutning, et prestigeprojekt, men sandheden er, at mange sorte ønsker at kæmpe for deres frihed, slaveriets ophør og ikke mindst anerkendelse. Det er dog kun få, der har erfaring med skydevåben og militær disciplin, og derfor må Shaw og Forbes forsøge at gøre samlingen af frie sorte mænd og tidligere slaver til rigtige soldater. Særligt den rapkæftede Silas Trip (Denzel Washington i en Oscar-vindende præstation) skaber problemer, og søger konstant konfrontationer med sine omgivelser.
En af disse eksekveres i en fornem scene, hvor Shaw beordrer Trip pisket efter han har været flygtet fra lejren. Trips arrede ryg afslører, at det bestemt ikke er første gang han bliver pisket, og under piskningen intensiveres scenen gennem krydsklipningen mellem Shaw og Trips øjne. I nærbillederne mødes deres øjne iskoldt og skaber det herre-slave forhold, som krigen ellers skal afskaffe. En scene med ambivalente følelser, som giver filmen dybde, og gør den til mere end blot en ordinær krigsfilm.glory-04
De interne konflikter er dog intet at regne mod Shaws kamp med sine overordnede, der ser det hele som en politisk farce. Shaw kan hverken få sko eller uniformer til sine soldater, som sættes til hårdt fysisk arbejde frem for at komme i krig, og det endda til en lavere løn, end deres hvide kammerater. Sidstnævnte leder til et oprør, og Glory skildrer fint hvordan rettigheder ikke er noget man får, men noget man må kæmpe for. Glory er en førsteklasses udviklingshistorie, både for de sorte soldater og for den uerfarne Shaw, som til slut alle skal vise deres værd i det store slag ved Fort Wagner. Skuespilpræstationerne, særligt fra Washington som Trip og Morgan Freeman som den rolige og eftertænksomme John Rawlins, er sublime og det samme gælder filmens tekniske side lige fra lyden og fotograferingen til James Horner fine soundtrack smukt hjulpet på vej af Boys Choir of Harlem.

Cold Mountain (USA, 2003)large_zncgww2kxzijdec9ggujc5jvajo
(da. Tilbage til Cold Mountain)
Cold Mountain er et vaskeægte episk krigsdrama i bedste Borte med blæsten-stil. Der er kærlighed og krig, der er barske mænd og handlekraftige kvinder, fantastiske scenerier og en hjemrejse lige så fantastisk som Homers Odysseen. Anthony Minghella, der både har instrueret og skrevet manuskript på baggrund af Charles Fraziers roman, viser sig igen som en fantastisk historiefortæller og Cold Mountain er på højde med Minghellas mesterværker The English Patient (1996) og The Talented Mr. Ripley (1999).
Efter at være ankommet til den lille by Cold Mountain i North Carolina får præstedatteren Ada (Nicole Kidman) hurtigt et godt øje til den sympatiske og generte tømrer Inman (Jude Law). Før deres forhold for alvor når at blive en realitet bryder borgerkrigen imidlertid ud, og byens unge mænd, heriblandt Inman, drager straks i krig med forventningen om, at de snart vil være tilbage i Cold Mountain igen. Tre år senere raser krigen dog fortsat, og Inman er en del af sydstaternes hær, der deltager i Belejringen af Petersburg. Med tankerne om Ada, og de breve, han har modtaget fra hende, holder han modet oppe, men under kampene bliver han alvorligt såret.
På felthospitalet skriver Ada og bønfalder ham om at komme hjem: ”If you are fighting, stop fighting. If you are marching, stop marching. Come back to me. Come back to me is my request”. Inman bedres, og med det uundgåelige nederlag til Konføderationen i horisonten, beslutter han at desertere, og begive sig ud på den lange rejse mod Cold Mountain. Sideløbende med Inmans utrættelige hjemrejse, følger vi livet i Cold Mountain, hvor Adas far (Donald Sutherland) dør, og Ada overlades til sig selv. Uden mad, penge og evnerne til at drive en gård, ser det hele håbløst ud, lige indtil den arbejdsomme og rapkæftede Ruby (Renée Zellweger i en Oscar-vindende præstation) kommer Ada til undsætning.coldmountain1
Ligesom Odysseus’ hjemrejse efter Trojas fald i Odysseen, kæmper Inman sig gennem sydstater i opløsning i konstant frygt for at blive afsløret som desertør. Rejsen er farlig og spændende, og på rejsen gør han en række nye bekendtskaber; nogle hjælpsomme andre skurkagtige. Der er mange gode og mindeværdige biroller, flere besat af dygtige skuespillere som Philip Seymour Hoffman, Natalie Portman og Brendan Gleeson. Alt i alt er Cold Mountain en helstøbt og smuk film godt hjulpet på vej af John Seales Oscar-nominerede fotografering og Gabriel Yareds Oscar-nominerede musik.

Free State of Jones (USA, 2016)free_state_of_jones_poster
Instruktøren Gary Ross har skabt en spændende historisk film, som finder inspiration i den sande fortælling om Newton Knight, der deserterer fra Sydstaternes hær, og vender hjem til Jones County, Mississippi, hvorfra han sammen med ligesindede desertører og undslupne slaver indleder et oprør mod konføderationen og erklærer området for en fristat.
Filmen indledes i 1862 hvor feltsygeplejeren Newton Knight (Matthew McConaughey) deltager i Slaget om Corinth. Her møder han en dreng fra sin hjemegn, som Knight forsøger at redde fra fjendens geværild. Det mislykkes og den unge dreng dør i skyttegraven. ”He died with honor” siger en af soldaterne, men Knight svarer iskoldt; ”No, he just died”. Der er ingen ære i krigen, og Knight ved ikke længere hvad han kæmper for. Desillusioneret forlader han kampene, og vender tilbage til Jones County for at begrave drengen. Her oplever han hvordan Sydstaternes soldater plyndrer de lokale farmere, og beslutter at starte et oprør. Sammen med bortløbne slaver og desertører søger han tilflugt i et sumpområde, hvorfra han som en anden Robin Hood laver en lejr og erklærer Konføderationen og de rige plantageejere krig. Efter Belejringen af Vicksburg i 1863 forlader mange sydstatssoldater deres post, og flygter ud i sumpene, hvor flere slutter sig til Knights tropper, som herefter udgør en regulær hær til stort mishag fra den lokale ordensmagt. Da Nordstaterne ikke er ivrige efter at hjælpe til, må Knight og co. klare sig selv, og udråber i stedet området ”the Free State of Jones”. FREE STATE OF JONES
Det er den utrolige historie i Free State of Jones, der gør filmen til noget særligt, og jeg er særlig stor tilhænger af, hvordan filmen ikke slutter hvor krigen slutter, men også formår at vise eftervirkningerne af krigen, og hvordan sortes rettigheder i Sydstaterne fortsatte med at blive tilsidesat længe efter de ellers havde fået papir på deres frihed. Filmen har perioder hvor den godt kunne være lidt mere fokuseret og måske knap så idealistisk, men samlet set er den yderst seværdig. Matthew McConaughey gør det glimrende som Newton Knight og Mahershala Ali leverer en overbevisende præstation som den undslupne slave Moses Washington, der bliver Knights ven og allierede. Franske Benoît Delhomme, der bl.a. var fotograf på The Theory of Everything (2014), viser også her, at han kan skabe stemningsfulde billeder, der fin understøtter den spændende fortælling.

 

Fem fede film med rumrejser

Af Benjamin Munk Olsen

De seneste år har vi fået stortanlagte film med rumrejser i form af Christopher Nolans Interstellar (2014) og Ridley Scotts The Martian (2015), og i år er rumrejsefilmen vi ser frem mod Passengers (2016) med Jennifer Lawrence og Chris Pratt, der får dansk premiere 22. december. I den anledning, og fordi rumrejser er for fedt, ser jeg i dette indlæg nærmere på fem fede film med rumrejser.

rumrejsefilm

Jeg elsker selv at rejse, og for mig må rumrejsen være den ultimative rejse. I filmens verden kan alle komme med en tur i rummet, det kræver hverken at du er astronaut, mangemillionær, eller særdeles gode kontakter hos NASA. På film ser vi fremmede planeter, oplever den nyeste teknologi og præsenteres for de psykologiske faktorer, som er forbundet med at rejse ud mod stjernerne. Mange film stræber efter at være så virkelighedstro som muligt, og det er langt fra unormalt at hyre videnskabsmænd og forskere som konsulenter. Andre film går helt i den modsatte retning, og er filosofiske frem for realistiske. De fleste rumrejse-film finder vi trods alt indenfor science fiction-genren, og i denne spekulative fiktion, låner man gerne fra videnskaben, men grundlæggende er der naturligvis tale om opdigtede narrativer. Realistiske film finder vi bl.a. i de autentiske The Right Stuff (1983) og Apollo 13 (1995), og i fiktive men relativt realistiske scenarier som f.eks. Gravity (2013). Personligt er jeg både til det meget realistiske og det mere filosofiske. Alting til rette tid og i rette mængder. Her på listen er der blevet plads til lidt af det hele. Her er de fem fede film om rumrejser:

2001: A Space Odyssey (England/USA, 1968)2001_a_space_odyssey
(da. Rumrejsen år 2001)
Stanley Kubricks ikonisk mesterværk blander på fantastisk vis en videnskabelig nøjagtig skildring af rumfart med filosofi, og inddrager temaer som eksistentialisme, evolution, kunstig intelligens, og udenjordisk liv. Med det fascinerende billedsprog og flotte specialeffekter, får man fornemmelsen af universets uendelighed og tomhed, og fyldes med ærefrygt. Det er ikke bare en ’rejse’, som i den danske titel, det er, som i den originale titel, noget ganske storslået; en sand odysse til tonerne af Johann Strauss’ An der schönen blauen Donau. Hertil følger naturligvis fanfaren til Richard Strauss’ Also sprach Zarathustra, som det måske mest ikoniske musikvalg i filmhistorien.
Filmen åbner i præhistorisk tid, hvor en gruppe menneskeaber forvises fra deres vandhul af en rivaliserende gruppe. De får imidlertid besøg af en mystisk, rektangulær sort monolit, som på en ubeskrivelig måde vejleder dem i at bruge knogler som våben, så de kan tage kampen op mod rivalerne og genvinde vandhullet. Millioner år senere rejser Dr. Floyd til den amerikanske månebase Clavius Base, for at undersøge et nyfundet artefakt, som har været begravet i fire millioner år. Det viser sig at være en monolit, som den aberne stødte på, og da den rammes af solens stråler, udsender den pludseligt et højt radiosignal. Kort efter sendes den første bemandede mission afsted mod Jupiter, for at afdække hemmeligheden bag radiosignalet. På rumfærgen Discovery One har astronauterne David Bowman og Frank Poole selskab af computeren HAL 9000, som styrer al teknik ombord, men da en computerfejl indtræder, opstår der alvorlige problemer.screenshot_2014-10-21_14_03_12_0_0Arthur C. Clarke, som skrev manuskriptet sammen med Stanley Kubrick, har efter sigende sagt: ”If you understand ‘2001’ completely, we failed. We wanted to raise far more questions than we answered”. Jeg har velsagtens været 17 år, da jeg første gang så filmen, og dengang brød jeg mig mildest talt ikke om den. Jeg syntes den var ufokuseret og kedelig, men siden har de fantastiske billeder, den storslåede musik og ja, den ufokuserede historie, draget mig. ’2001’ er filmkunst, og meninger om kunst er naturligvis subjektive. Uanset hvad, er filmen noget af en bedrift, lavet før mennesket satte foden på månen. Scenen hvor Frank spiller skak mod HAL (og taber), leder nemt tankerne mange år frem i tiden til Kasparovs kamp mod skakcomputeren Deep Blue, og diskussionen om kunstig intelligens er mindst lige så relevant i dag, som den var for 48 år siden.

Solaris (Sovjetunionen, 1972)solaris
Solaris er mindst lige så meget en filosofisk rejse, og en rejse ind i den menneskelige psyke, som det er en rejse ud i verdensrummet. Psykologen Kris Kelvin (Donatas Banionis) rejser ganske rigtigt til en rumstation i kredsløb om den fjerntliggende planet Solaris, men under hans ophold på rumstationen oplever han at miste kontakten til virkeligheden og videnskaben, og i stedet tvinges han til at forholde sig til sin fortid, der vender tilbage både i psykologisk og legemlig forstand. Den russiske instruktør Andrei Tarkovsky var langt fra begejstret for Vestens overfladiske udlægning af science fiction-genren, og med Solaris ønskede han at bringe en ny følelsesmæssig og intellektuel dybde til genren. Det lykkedes så absolut, og resultatet er en film, der nok ikke er for alle, men bestemt et must-see for sci-fi-fans.
Gennem årtier har forskerne på Solaris-rumstationen ikke gjort fremskridt. I stedet sendes uforståelige beskeder til Jorden, ligesom den tidligere rumpilot, Henri Berton, har aflagt en mildest talt mangelfuld rapport fuld af spekulationer og hallucinationer. Kris Kelvin sendes derfor mod Solaris, hvor han skal vurdere situationen ombord på rumstationen, og afgøre hvorvidt missionen skal fortsætte. Det er dog noget af et syn, der møder Kelvin; rumstationen er voldsomt misligholdt, og det viser sig, at hans gode ven, Dr. Gibarian har begået selvmord. De øvrige besætningsmedlemmer er både usamarbejdsvillige og undvigende, og da Kelvin snart begynder at se mennesker ombord på stationen, der ikke burde være der, heriblandt hans afdøde hustru Hari (Natalya Bondarchuk), indser han, at noget er helt forkert.solaris1Tarkovskys film er ikke en spændingsfilm, men nærmere en fordybelsesfilm. Det er en film fyldt med kontraster og symbolisme. Den uspolerede natur, som Kelvin går igennem nær sit barndomshjem i filmens åbning, står i skarp kontrast til den sterile men samtidig smadrede rumstation. Menneskets søgen efter svar på spørgsmål, som det i virkeligheden ikke er interesseret i, er et interessant om komplekst tema. Som Dr. Snaut siger, ombord på rumstationen: ”Vi ved ikke hvad vi skal stille op med andre verdener […] Vi gør os til grin, fordi vi stræber efter et mål, som vi frygter, og ikke har brug for at nå. Mennesket har brug for mennesket.” I krydsfeltet mellem det videnskabelige, det menneskelige og det overnaturlige synes Solaris lidt i familie med James Camerons The Abyss (1989), og mellem besættelse, ensomhed og eftertænksomhed, er Solaris fremragende til at sætte det filosofiske tankespin i gang.

Apollo 13 (USA, 1995)large_iqa98vazqham115sldo9mgq2yx
”Houston, we have a problem”. Apollo-missionen med det uheldsvangre tal skulle i 1970 bringe tre astronauter til månen, men en ulykke, der kostede dem næsten al ombordværende ilt og elektricitet, ændrede planerne, og i stedet måtte NASA kæmpe en nervepirrende kamp for at bringe dem sikkert tilbage til Jorden.
Ron Howards autentiske film om Apollo 13 er et sandt mesterværk, og fokuserer på Jim Lovell (Tom Hanks), der sammen med Fred Haise (Bill Paxton) og Ken Mattingly (Gary Sinise) ser frem til at flyve til månen. Vi følger dem i de krævende tests i simulatoren, og vi følger nervøsiteten hos Lovells familie forud for missionen. I en rigtig fin scene spørger sønnen Jeffrey ind til den brand, som dræbte astronauterne på Apollo 1, og stiller det uundgåelige spørgsmål, set fra et barns perspektiv: ”Could that happen again?” Således bliver også det menneskelige aspekt afdækket i en film, som ellers primært fokuserer på videnskab og teknologi. Og det er netop i feltet mellem videnskaben og humanismen, at astronauterne skal navigere. Da det viser sig, at Mattingly har været udsat for smitte med mæslinger, skal Lovell informere ham om, at han er sat af holdet. I stedet står Jack Swigert (Kevin Bacon) fra reservebesætningen klar til at tage over. I det konkurrenceprægede miljø er der altid vindere og tabere.
Opsendelsen er en succes, men på missionens tredjedag skal der foretages et rutinetjek af ilttankens ventilation, hvorefter der opstår en eksplosion. Iltniveauet falder drastisk og elektriciteten sætter ud. Lovell må se sin drøm om at gå på månen forsvinde, og missionen handler nu om at redde astronauternes liv, mens de forsøger at holde livsvigtig radiokontakt med NASA-flyvelederen Gene Kranz (fremragende spillet af Ed Harris, som fik en Oscar-nominering for sin præstation).di-apollo-13-13Ron Howard ønskede, at Apollo 13 skulle være så nøjagtig som muligt, og søgte bl.a. teknisk assistance hos NASA, ligesom dele af filmen er optaget ombord på et fly med reduceret tyngdekraft, for realistisk at illustrere astronauternes vægtløshed. Filmens tekniske side er meget overbevisende, og James Horners storslåede musik sørger konstant for af bringe os i den rette stemning. Den stjæler ikke fokus, men understøtter fint billederne og den intense historie. Det lykkes også Howard at indfange den manglende interesse for Apollo-missionerne, der opstod i kølvandet på månelandingen i 1969. Amerikanerne var mættede med beretninger fra rummet, men det ændrede Apollo 13-katastrofen igen på.

Sunshine (England, 2007)sunshine1
Vi befinder os i år 2057; solen er døende, og Jorden er ved at fryse til. Menneskehedens overlevelse ligger nu i hænderne på besætningen på rumskibet Icarus II, der har retning mod solen. Ved at detonere en enorm atombombe i solen, er håbet, at den døende stjerne kan genstartes. Ombord på Icaus II er otte modige mænd og kvinder, heriblandt fysikeren Robert Capa (fornemt spillet af Cillian Murphy), der har ansvaret for bomben, den dedikerede ingeniør Mace (Chris Evans), samt rumskibets kaptajn, Kaneda (Hiroyuki Sanada). Efter 16 måneder i rummet, nærmer Icarus II sig planeten Merkur, hvis jernholdige overlade forhindrer radiokontakt med Jorden. Besætningen må derfor sende de sidste videohilsner hjem, inden de kort efter vil være alene i rummet. Helt alene er de alligevel ikke, for pludselig opfanges et nødsignal fra Icarus I, det første rumskib, der forsøgte at nå frem til solen, men forsvandt syv år tidligere. Trods uenighed hos besætningen, besluttes det at ændre kurs, og undsætte Icarus I, men beslutningen viser sig at få katastrofale konsekvenser.
Danny Boyles oversete sci-fi-drama er et fantastisk spændende rum-eventyr. Et lille og samtidig utroligt skræmmende mesterværk. Ud fra en original idé udfoldes plottet løbende, og den viden, som ligger til grund for missionen, distribueres forbilledligt. Vi bliver løbende klogere på missionen, teknikken ombord på Icarus II, og ikke mindst de enkelte karakterer. Vi ser hvordan rumrejsen har psykologiske konsekvenser for besætningen, og hvordan de presses ud i situationer, der både er afgørende for deres egen og menneskehedens overlevelse. I flere fornemme og intense scener konfronteres besætningen med rationelle og menneskelige dilemmaer, eksempelvis hvad man skal stille op, når den svindende iltforsyning kun kan holde to tredjedele af besætningen i live.sunshine-025Filmens tekniske side er ganske betagende, og fotografen Alwin H. Küchler bruger kontrasterne mellem lyset og mørket og viser os nogle af filmhistoriens flotteste billeder af solen. Som publikum bliver man betaget af solen, nærmest besat ligesom psykologen ombord på Icarus II; solen er både magisk dragende og ekstremt skræmmende på samme tid. Har man adgang til DVD-udgaven af Sunshine, vil jeg desuden desuden anbefale kommentarsporet med den britiske CERN-fysiker Brian Cox, der fungerede som videnskabelig konsulent på filmen. Selvom filmen er science fiction, rummer Alex Garlands geniale manuskript nemlig flere scenarier, der ikke ligger så fjernt fra den virkelige verden, som man ellers skulle tro.

Gravity (USA, 2013)tumblr_mqgsz7srjr1qzdglao1_r1_1280
Da Gravity havde premiere i 2013, så jeg den i 3D, og det var en af de vildeste filmoplevelser, jeg har haft. Alfonso Cuaróns rum-thriller er lavet til at blive vist i 3D-formatet, så da jeg senere skulle se den i traditionel 2D, på mit eget fjernsyn, var jeg nervøs for, at jeg ville blive skuffet. Til min store glæde skuffede den mig imidlertid ikke. Oplevelse var så afgjort en anden, men filmen er fortsat utroligt fængende, og jeg har derfor ladet den få en sikker plads på denne liste.
Vi følger bioingeniøren Dr. Ryan Stone (Sandra Bullock), der er på sin første rummission ombord på NASA-rumfærgen Explorer. Sammen med den erfarne astronaut Matt Kowalski (George Clooney) er hun i færd med at servicere Hubble-teleskopet, da de bliver advaret om, at nedskydningen af en gammel satellit ved et uheld har forårsaget en kædereaktion, der har dannet en sky af vragrester i rummet. Vragresterne er nu med stor fart på vej mod Explorer, og inden Stone og Kowalski kan nå at komme i sikkerhed, bliver rumfærgen smadret, og de må se sig strandet i rummet. I den ekstremt velkoreograferede kollision, bliver Stone i sin rumdragt kastet rundt mellem vragresterne, og hun må sætte sin lid til, at Kowalski med sin MMU, en fremdriftsenhed til rumvandring, kan nå frem til hende, inden hun forsvinder ud i verdensrummet.
Åbningsscenen, som etablerer situationen i rummet, er én lang indstilling på over 12 minutter. Ganske imponerende. Det langsomme klippetempo er meget atypisk for action- og spændingsfilm, men de få klip tvinger os til at ’være til stede’. Vi er, sammen med Stone og Kowalski, fanget i situationen, uden mulighed for at ’klippe væk’ til noget mindre uhyggeligt. Det skal dog bemærkes, at kameraet aldrig står stille. Der er aldrig ro, for i rummet uden tyngdekraft er alt i konstant bevægelse.Film Review GravityStones og Kowalskis iltforsyninger er ved at slippe op, og deres eneste chance for at overleve er at nå frem til ISS, den internationale rumstation, ikke langt derfra. Gravity er én lang kamp for overlevelse og påbuddet er aldrig at give op. Filmen føles, også uden 3D, som en fantastisk intens rutsjebanetur i verdensrummet. Lyden, og i flere scener manglen på sammen, skærper indlevelsen, og selvom der er tale om en effektstyret film, leverer Sandra Bullock en fornem præstation i et stramt og komprimeret narrativ på lige godt 80 nervepirrende minutter.

Fem Fede Julefilm

Af Benjamin Munk Olsen

Jul er for mig hygge og masser af gode film. Heldigvis deler jeg tilsyneladende denne holdning med tv-selskaberne, for et hurtigt kig i tv-oversigten viser, at der også denne jul er masser af gode film i fjernsynet. I dette indlæg – en genudgivelse (naturligvis fristes man næsten til at sige, det er jo trods alt traditioner og genudsendelser det hele handler om) – ser jeg nærmere på fem fede julefilm, og forhåbentlig kan det give lidt inspiration, selvom mange nok kender de fem film ganske godt i forvejen.

Julefilm vintage.jpg

En god julefilm skal gerne sikre, at vi kommer i den rigtige julestemning, og da julen som bekendt er traditionernes fest, skal en god julefilm også være en film, du kan se igen og igen, år efter år, og som du glæder dig til at gense. Filmenes karakterer skal altså være nogle, som vi gerne vil hygge os med ligesom gode venner og familie, vi også ser frem til at tilbringe tid sammen med i julen. Jeg har i hvert fald set frem at nyde selskabet af Kevin Mccallister, George Bailey, John McClane og alle de andre.

Her er listen med fem fede julefilm:

It’s a Wonderful Life (USA, 1946)
(da. Det er herligt at leve)Its_A_Wonderful_Life_Movie_Poster
Det er juleaftensdag og den elskede familiefar George Bailey (James Stewart) er på nippet til at kaste sig i floden. I himlen vurderes det, at Baileys død vil være et stort tab for lokalsamfundet, hvor George er en helt. Derfor sendes englen Clarence til den lille by Bedford Falls for at overbevise George om ikke at vælge denne tragiske udvej. I et langt tilbageblik følger vi George fra han var dreng, hvor hans største ønske var at komme ud og opleve verden, og hvordan han ved faderens død blev nødt til at blive i hjembyen og føre familiens kreditforening videre, så den ikke ville falde i hænderne på den modbydelige Mr. Potter (Lionel Barrymore). Georges liv har ikke formet sig, som han drømte om, men englen Clarence (der endnu ikke har fået sine vinger) forsøger at få Georges øjne op for alt, hvad han har udrettet i Bedford Falls, herunder sin dejlige familie og alle de venner, han har hjulpet med lån til deres huse. It’s a Wonderful Life illustrerer på fineste vis, hvordan ét liv påvirker så mange andre. Selvom det ikke altid går, som man havde planlagt, kan der nemt dukket noget smukkere og vigtigere op; nemlig kærlighed. Med familie og venner kan man nemlig overvinde alt. It’s a Wonderful Life er en af de mest klassiske julefilm. Den har masser af uforglemmelige scener, som når George og hans kommende kone Mary (Donna Reed) danser til afslutningsballet på skolen og gulvet pludselig åbner for swimmingpoolen nedenunder, eller scenen hvor George og Mary spiser middag i det faldefærdige hus, der senere skal blive deres hjem, eller scenen hvor Mr. Potter tilfældigt får fingre i pengene fra Building and Loan, en episode der resulterer i en arrestordre på George. Mr. Potter er absolut en af de mest ondskabsfulde karakterer i filmhistorien , og det er en sand fornøjelse at se, hvordan hans grådighed ikke får George og hans venner ned med nakken i den smukke og emotionelle afslutning. Bonusinfo: Ifølge et internt FBI-notat så efterretningstjenesten filmen som kommunistisk propaganda, da den udkom. Decideret propaganda vil jeg nødigt kalde den, men sandheden er vel blot, at fællesskabet er stærkere og smukkere end én rig mands kapitalistiske grådighed.

Miracle on 34th Street (USA, 1947)
(da. Miraklet på Manhattan)Miracle_on_34th_Street
Karrierekvinden Doris Walker (Maureen O’Hara) er i gang med at arrangere årets Thanksgiving-parade, men bliver pludselig opmærksom på, at den mand, som er udset til at spille julemanden i paraden, har drukket sig fra sans og samling. Meget belejligt kommer en ældre herre, Kris Kringle (Edmund Gwenn) forbi og overtales nemt til at tage fulderikkens plads. Kringle ligner julemanden på en prik og hyres efterfølgende som julemand i stormagasinet Macy’s på 34. gade i New York City, og tilbringer desuden tid sammen med Doris og hendes datter Susan (en ung Natalie Wood). Susan har aldrig troet på julemanden, og hendes mor har i det hele taget forbudt hende at bruge sin fantasi til at forestille sig noget, der ikke findes. Da Kringle imidlertid påstår, at han vitterligt er julemanden, skaber det problemer hos den lille familie og hos Macy’s ledelse. Det store spørgsmål er nu, om Kris Kringle er sindssyg, og skal sendes på en anstalt, men Doris’ nabo, juristen Fred Gailey (John Payne) er klar til i retten, under ed, at forsvare Kringle som værende julemanden. Miracle on 34th Street handler om det fantastiske ved fantasi, og hvor trist det er ikke at have den. Den handler om at udvise venlighed og omsorg overfor andre og er samtidig en samfundssatire, som fokuserer på det moderne behov for at diagnosticere alle, som skiller sig det mindste ud fra mængden. Det er en klassisk julefilm, hvor samtlige julens vigtigste budskaber er omsat til en original, sjov og spændende fortælling for både store og små. Dog virker det lidt kynisk, når chefen for Macy’s i retten skal svare på, om han tror Kris Kringle er julemanden. Efter spørgsmålet er stillet, visualiserer han, hvilke negative konsekvenser det vil få for hans forretning, hvis han påstår, at Kris Kringle er en bedrager, og altså ikke er julemanden. Han vælger altså at pleje sine egne interesser, hvilket ikke harmonerer specielt godt med julens ånd. Til gengæld er Edmund Gwenn fantastisk som Kris Kringle, en rolle som han 1948 vandt en Oscar for.

Die Hard (USA, 1988)Die_hard
Når man nævner Die Hard på en liste over julefilm, er der altid nogle, der rynker på næsen. ”Den dér med Burce Willis? Det er da ikke en julefilm!” påstås det. Men Die Hard er skam en julefilm, for det er netop juleaften, at en gruppe terrorister anført af den karismatiske Hans Gruber (Alan Rickman) trænger ind i højhuset Nakatomi Plaza i Los Angeles, og tager forretningsmanden Takagi og hans medarbejdere som gidsler. En af disse medarbejdere er Holly Gennaro-McClane (Bonnie Bedelia), som tilfældigvis er gift med Amerikas sejeste politibetjent; John McClane (Bruce Willis i en glansrolle). John er taget til LA for at møde sin kone, men befinder sig pludselig midt i et regulært action-mættet stormvejr. Ene mand tager han kampen om mod terroristerne, og iført en hvid undertrøje, som langsomt bliver mere og mere snavset at se på, og bevæbnet med skydevåben og en walkie-talkie, leger han en dødsensfarlig juleleg med Hans Gruber og co. Det er en intens actionfilm, som er en af de bedste i genren. Glas, der smadres og John McClane, der i bare tæer må løbe og rulle oveni de mange glasskår, er elementer, som er med til at skabe en film, der opleves gennem sanserne. Die Hard er en sanselig forestilling, og ligesom i så mange andre julefilm, er det fællesskabet, familien og kærligheden, der er på spil. Det ville heller ikke være en rigtig 1980’er actionfilm, hvis ikke der også var blevet plads til en klassisk ’one-liner’, en replik, der bliver i tankerne på publikum, og gerne senere finder anvendelse udenfor biografsalen. I dette tilfælde er det McClanes karakteristiske ”Yippee-ki-yay, motherfucker”, der er blevet en udødeliggjort én af slagsen. Udover at handlingen i Die Hard foregår juleaften, er filmens status som julefilm også blevet tydeliggjort ved, at den hvert år sendes i dansk tv ved juletid. Så får man for meget af julemænd, nisser og andre magiske væsener, kan en god omgang jule-action klart anbefales.

Home Alone (USA, 1990)
(da. Alene hjemme)Home_alone
Det er jul og i ferien rejser hele familien McCallister til Frankrig. Problemet er blot, at der på afrejsedagen opstår en del forvirring, og de glemmer at få otteårige Kevin (Macaulay Culkin) med. Efter et skænderi aftenen inden har Kevin overnattet alene på loftet, og får sig noget af en overraskelse, da han vågner og opdager, at hele familien er forsvundet. Kevin er dog ikke sådan at slå ud, for han kan både finde ud af at købe ind og vaske tøj. Den største udfordring opstår imidlertid, da to indbrudstyve (Joe Pesci og Daniel Stern) hærger kvarteret, og planlægger at plyndre McCallister-huset. Kevin må derfor forsvare huset, og gennem en række geniale fælder gør han huset til en uindtagelig fæstning. Selvom det naturligvis er underholdende at se de to tyve udsat for diverse ubehagelige fælder, som f.eks. at træde på glasjulepynt med bare tæer, eller tage fat i et dørhåndtag, som er varmet op til kogepunktet, er filmens første halvdel mindst ligeså underholdende. Der er masser af sjove episoder, bl.a. med den lokale pizzamand, som Kevin får skræmt godt og grundigt, og ikke mindst Kevins møde med den gamle mand Marley, som rygterne vil vide er en massemorder og ikke blot den flinke gamle mand, der skovler sne i området. Der er sjældent set bedre barneskuespillere end Macaulay Culkin, og hans portræt af Kevin sidder lige i skabet, men også Joe Pesci (bl.a. kendte fra gangsterfilm som Goodfellas og Casino) og Daniel Stern leverer fine præstationer som tyvene Harry og Marv. I starten af filmen er Kevin så træt af sin familie, at han ønsker, at han slet ikke havde nogen familie. Efterhånden går det dog op for ham, at det ikke så sjovt at undvære sin familie. Og slet ikke i julen. Det er klassiske juleværdier, der er på spil i Home Alone, nemlig at julen er hyggeligst i selskab med andre. Home Alone formår at blande dette klassiske tema med en ganske original historie, der er forsøgt efterlignet flere gange. John Williams’ filmmusik er også et højdepunkt i filmen, og det er ikke rigtig jul, før man har hørt den i Home Alone.

Bad Santa (USA, 2003)Bad_Santa_film
Netop fordi gode julefilm har med traditioner at gøre, er det naturligvis svært at lave en ny julefilm, som kan blive kategoriseret som klassiker. Ikke desto mindre er Bad Santa et eksempel på en nyere julefilm, som godt kan gå hen og blive en decideret juleklassiker med tiden. Den småkriminelle og alkoholiserede Willie (Billy Bob Thornton) og dværgen Marcus (Tony Cox) har for vane at røve stormagasiner i julen, og de gør det endda på en ganske udspekuleret måde. De lader sig nemlig hyre som julemanden og hans hjælper og får således adgang til butikken og dens alarmsystem. Dette år står de dog overfor en række problemer. Først og fremmest er Willie ved at være så afdanket, at det bringer missionen i fare, og da han møder en lidt tilbagestående dreng, som giver ham logi, bliver problemerne blot større. Ikke desto mindre leder det til en række fantastisk sjove sekvenser, men også indtil flere rørende scener. Drengen tror, at Willie er julemanden, og Willie får langsomt sympati for den overvægtige, kluntede og ret dumme dreng, og han forsøger at hjælpe drengen med at få større selvværd. Drengens far er i fængsel, og han bor alene med sin senile bedstemor, der tilbringer hele sin dag foran fjernsynet. Der er ingen tvivl om, at Willie er træt af livet, men langsomt får han livsglæden tilbage. Det får han bl.a. ved at gennemtæske drengens plageånder, og ved pludselig at føle ansvar for et andet menneske. Flere gange bliver det pointeret, hvor trist Willies egen barndom har været med en voldelig og drikfældig far, og nu går det op for Willie, hvad julen virkelig kan gøre for folk. Der er f.eks. en meget fin scene, hvor drengen har lavet en syltet agurk i træ(!) til Willie, fordi de, ifølge drengen, nu er blevet venner. Drengen er endda kommet slemt til skade med sin hånd i arbejdet med denne agurk, og man opdager i denne scene hvor rørt Willie faktisk bliver af at møde venlighed og ønsket om venskab. Bad Santa er en krimikomedie, som er glimrende stykket sammen, men som opnår klassiker-kvalitet gennem Billy Bob Thornton. Alle skuespillerne gør det godt, men Thornton er genial, og det er svært at forestille sig andre spille rolle bare halvt så godt. Og det er nok umuligt at finde en julemand, som hader julen lige så meget som Willie, men som enhver god julefilm, viser den hvordan folk kan ændre sig i højtiden. Bad Santa er produceret af Coen-brødrene, som også har haft indflydelse på filmens manuskript. Det kan godt mærkes, for der er flere klassiske Coen-episoder, som passer rigtig godt ind i helheden.

Fem fede Woody Allen-film

Af Benjamin Munk Olsen

I øjeblikket kan man se Woody Allens nyeste film, Café Society (2016), i de danske biografer, og derfor benytter jeg lejligheden til at tage et kig på fem af den amerikanske instruktørs mange fornemme film.

”I don’t want to achieve immortality through my work. I want to achieve it by not dying” – Woody Allen

Mere end 45 spillefilm er det blevet til i Allens lange karriere, 24 Oscar-nomineringer og en film-persona, som de fleste er bekendt med; den intellektuelle, kværulerende neurotiker. Den excentriske instruktør, manuskriptforfatter og skuespiller fra New York laver gerne en ny film hvert år. Mange af filmene berører døden, et emne som Allen er meget besat af, og i høj grad frygter; eller som han har sagt det: ”I’m not afraid of dying … I just don’t want to be there when it happens.”

woody-allen-film

Woody Allen er en fantastisk filmskaber; han kommer med så mange fremragende idéer, og er en mester i at skrive replikker. Han brænder for sine film, og det føles altid som om, han har noget på hjertet, selv med så mange film bag sig. Det er ganske enkelt fantastisk. Allen startede sin karriere som komiker, og de første film han lavede var også rendyrkede komedier. Senere blev de en anelse mere alvorlige, men ikke mindre underholdende. Blandt hans største idoler findes så forskellige navne som Ingmar Bergman, Groucho Marx, Federico Fellini og Cole Porter, og han laver gerne referencer til dem i sine film.

Jeg husker ikke hvilken Woody Allen-film, der var den første jeg så, men jeg har mine favoritter, som jeg er vendt tilbage til igen og igen. Udover de fem film, jeg præsenterer nedenfor, tæller de bl.a. Manhattan (1979), Broadway Danny Rose (1984), Crimes and Misdemeanors (1989) og ikke mindst den falske dokumentar-film Zelig (1983), som jeg tidligere har skrevet om under temaet Fem fede mockumentaries.

Her kommer mit bud på fem fede Woody Allen-film:

Bananas (USA, 1971)
(da. Mig og revolutionen)bananas
Bananas understreger for alvor Woody Allens komiske talent, både hvad angår manuskript, instruktion og skuespil. Allens tidlige film var langt mere rendyrkede slapstick-komedier, end hans senere film, hvor drama og intellektualitet samt store kærlighed til Ingmar Bergman, blev mere udtalt. Man kan sige, at de tidlige Allen-film var mere tossede, men der var alligevel en mening med galskaben.
Filmen åbner i det fiktive latinamerikanske land San Marcos, en klassisk ’banan-republik’, hvor landets diktatoriske præsident bliver likvideret, mens amerikanske tv-rapportere dækker begivenheden live, som var det et klassisk sportsbrag. Den nye præsident, General Vargas, er dog lige så korrupt og diktatorisk som den forrige. Vi springer videre til USA, hvor vores hovedperson, den neurotiske produkt-tester Fielding Mellish (Woody Allen) falder for pigen Nancy (Louise Lasser), der samler underskrifter ind som støtte for oprørene i San Marcos. Mellish er aldeles uinteresseret i udenrigspolitik, men meget interesseret i Nancy og inden han får set sig om, befinder han sig i San Marcos, hvor han må kæmpe side om side med oprørene.
Bananas er, efter min mening, en af de sjoveste film, der nogensinde er lavet. Den har fantastisk veleksekveret slapstick-komik blandet med skarp satire og et utal af sjove replikker. Historien er en relativt simpel ’fish out of water’-fortælling, hvor Allens karakter tages ud af sin trygge, men trivielle tilværelse, og i stedet kastes ind i en militær konflikt. I en ekstrem sjov montage ser vi hvordan Mellish gennemgår militær træning, og bl.a. har problemer med håndgranaterne, der har det med at springe i luften, inden han får dem kastet. General Vargas har også en plan i ærmet; han vil dræbe Mellish og skyde skylden på oprørene. Der er både høj spænding og høj komik.bananas-2
Med filmen illustrerer Allen hvordan det sjældent hjælper at udskifte ét regime med et andet, for de minder alle om hinanden. Han viser vigtigheden af at kæmpe for demokrati, men kritiserer samtidig hvordan USA altid blander sig i alverdens konflikter. I et militærfly på vej til San Marcos spørger en soldat: ”Are we fighting for or against the government?” Hvortil en anden soldat svarer: ”The CIA is not taking any chances this time. Some of us are for and some of us are gonna be against them.” Således er Bananas stadig skræmmende aktuel i dag.

Annie Hall (USA, 1977)
(da. Mig og Annie)annie-hall
Det er ofte blevet pointeret, hvordan historien i Annie Hall minder om Woody Allens eget liv, og den personlige forbindelse, gør filmen til noget helt unikt. Allen spiller den neurotiske, jødiske komiker Alvy Singer, mens Diane Keaton spiller titelrollen. Allen og Keaton dannede par i starten af 70’erne, og deres kemi er helt fantastisk. Rollen som Annie blev skrevet specifikt til Keaton, som rigtig hedder Hall og ’Annie’ som kælenavn. Allen har selv afvist, at der er tale om en selvbiografisk film, men han har utvivlsomt lagt meget af sig selv i den.
Filmen åbner med Alvy, der prøver at forstå, hvorfor hans forhold til Annie gik galt. Spørgsmålet forsøger han at besvare gennem en række flashbacks, først til sin barndom, og siden til mødet med Annie og deres romantiske oplevelser. Tilbageblikkene springer i tid, mens som små puslespilsbrikker der sættes sammen, giver de et billede af en utraditionel kærlighedshistorie, der er sød og barsk som selve livet: ”Life is full of loneliness, and misery, and suffering, and unhappiness, and it’s all over much too quickly”. Det ambivalente ved livet og ved kærligheden er noget, der både binder Alvy og Annie sammen og splitter dem ad. Det ses bl.a. i scenen hvor de skal flytte sammen, men hvor Alvy alligevel gerne så Annie beholde sin egen lejlighed, da to lejligheder giver en redningsplanke, hvis forholdet skulle gå galt.
Filmen rammer lige ned i det moderne menneskes bekymringer på en måde, som sjældent lader sig beskrive på film. Temaer som kærlighed, seksualitet og identitet bliver behandlet direkte og originalt, med en fantastisk humoristisk vinkel. Replikkerne er skarpe og mange af scenerne er uforglemmelige. En af de mest ikoniske er Alvy og Annie med vin på Annies altan, mens der under deres samtale kører undertekster, der beskriver deres tanker. Alt det en mand og en kvinde måtte tænke om hinanden, men ikke tør sige.annie-hall-2
Annie Hall er en perfekt film på alle parametre, og det er desuden vidunderligt at opleve hvordan Allen leger med filmmediet. Hans karakter taler direkte til kameraet, han spørger tilfældige mennesker på gaden om deres forhold og sexliv, og han giver sine karakterer mulighed for at besøge scener fra tidligere i livet. Han hiver endda filosoffen Marshall McLuhan ind fra sidelinjen for at understøtte sin argumentation overfor en bedrevidende biografgænger. ”Boy, if life was only like this!”, siger Alvy. Men sådan er livet tydeligvis ikke.

The Purple Rose of Cairo (1985)
(da. Den røde rose fra Cairo)pruple-rose
Som Woody Allen selv har omtalt det, er temaet i The Purple Rose of Cairo ”The seduction of fantasy, as opposed to the pain of real life”, og forførelsen er i sandhed fantastisk. Historien udspiller sig i New Jersey i 1935, og er centreret omkring Cecilia (Mia Farrow), en klodset servitrice, som flittigt går i biografen som en flugt fra sit kærlighedsløse ægteskab med den usympatiske Monk (Danny Aiello). Filmens tre første scener er fuldstændig eksemplariske i deres enkelthed, og fortæller samtidig så meget; først ser vi Cecilia på sit arbejde, hvor hun mistrives og bliver hundset med af chefen, herefter ser vi hendes fordrukne og spillebesatte ægtemand, for i tredje scene at ende i biografen, hvor Cecilia kan glemme sin trivielle hverdag, og leve sig ind i filmens univers.
Det er specielt filmen The Purple Rose of Cairo, der fanger Cecilias interesse, men da hun ser filmen for femte gang i træk, sker der noget uventet; pludselig får hun øjenkontakt med Tom Baxter (Jeff Daniels), en af karakteren i filmen, og til publikums store overraskelse henvender Baxter sig direkte til Cecilia og ender med at træde ud af biograflærredet og ud i salen, hvor han griber Cecilias hånd og stikker af med hende. På lærredet spiller Baxter en eventyrer, der iført tropehjelm, er på jagt efter Cairos lilla rose, men ved synet af den smukke Cecilia, får han lyst til at frigøre sig fra filmens spændetrøje. De tilbageværende karakterer ved nu hverken ud eller ind, og da Gil Shepherd, skuespilleren som spiller Tom Baxter, hører om episoden, kan han heller ikke tro sine egne ører: ”How can he do that? It’s not physically possible!”, hvortil hans agent svarer: ”In New Jersey anything can happen”.purple-rose-2
The Purple Rose of Cairo er en af Allens egne favoritfilm, og den er ganske vidunderlig. Historien er original og spændende, og plottet strammes yderligere, og bliver til et sandt trekantsdrama, da Gil Shepherd dukker op i New Jersey. Mia Farrow og Jeff Daniels er fantastiske sammen, og fotografen Gordon Willis, som bl.a. filmede The Godfather (1972), leverer et fornemt arbejde. De ’gamle’ filmscener er troværdige som et bud på en klassisk RKO-film fra 1930’erne, og for enhver der elsker filmmediet bare halvt så meget som jegselv, er The Purple Rose of Cairo bestemt en glædelig oplevelse.

Match Point (England, 2005)match-point
I Match Point er det, hos Woody Allen, velkendte USA skiftet ud med England, og handlingen er centreret omkring den britiske overklasse. Jonathan Rhys Meyers spiller hovedrollen som enspænderen Chris Wilton, en pensioneret professionel tennisspiller, der bliver træner i en fornem London-klub. Her bliver han ven med den velhavende Tom Hewett, efter at de opdager en fælles interesse for opera, og snart bliver Chris også præsenteret for Toms søster, Chloe (Emily Mortimer), og deres forældre. Chloe falder straks for Chris, og da hendes far tilbyder Chris et job i familiefirmaet, er deres fremtid sammen så godt som beseglet.
Det er dog blot indtil Toms sexede forlovede, den amerikanske skuespiller Nola Rice (Scarlett Johansson) træder ind i billedet, og bogstaveligt talt byder Chris op til kamp. Deres møde foregår nemlig ved et bordtennisbord, og Chris accepterer straks udfordringen. ”Did anyone ever tell you that you play a very aggressive game?”, spørger Nola, for det er lige præcis hvad Chris gør. Han er et ægte konkurrencemenneske, som ikke skyr nogen midler for at nå sine mål. Scarlett Johansson spiller rollen som den charmerende Nola fuldstændig perfekt, smuk og sensuel; hun er enhver mands drømmekvinde; hun har alt – bortset fra penge. Pengene har Chloes familie derimod, hvilket bringer Chris i et dilemma. Men måske kan han få det hele? Han indleder en affære med Nola, som ser ud til at køre på skinner, lige indtil Nola bliver gravid.match-point-2
”The man who said “I’d rather be lucky than good” saw deeply into life”, fortæller Chris i filmens åbning, og held er et helt centralt tema i Match Point. Hvor meget af vores liv er styret af held? I filmen illustreres dette fornemt med en tennisbold, der tager netkanten og herefter kan falde ned til begge sider. Hvad der på overfladen ligner et trivielt trekantsdrama, får i Allens hænder enorm dybde, og tæller desuden temaer som moral, grådighed og troskab, og den leder let tankerne hen på George Stevens’ ligeledes mesterlige thriller A Place in the Sun (1951). Naturligvis er det primært Chris’ moral der udstilles, men hvad med Chloe, der lader sin far ’købe’ sig en ægtemand? Og hvad med Chloes forældre, der ikke mener Nola er god nok til deres søn? Der er masser at tage fat på i Match Point, der med sine fine locations, fornemme skuespil, gennemtænkte manuskript og flotte, kølige billeder, er en fantastisk filmoplevelse.

Midnight in Paris (USA, 2011)midnight
Midnight in Paris var Woody Allens 41. film, men på trods af det, havde Allen stadig lysten til at fortælle, og ikke mindst evnerne til at gøre fortællingen interessant. Hovedpersonen Gil (Owen Wilson) og hans forlovede Inez (Rachel McAdams) er på ferie i Paris sammen med Inez’ konservative forældre. Gil er en udpræget nostalgiker, eller ’håbløs romantiker’, som Inez kalder ham, der drømmer om at bo i en primitiv kvistlejlighed i Paris. Inez er derimod mest til sightseeing inden turen går hjem til USA og drømmen om et hus Malibu. For Gil bliver ferien bestemt ikke bedre, da de møder Inez’ venner Paul og Carol. Paul (Michael Sheen) er den bedrevidende type, der er ’ekspert i alt’, og fortæller om alle seværdighederne og gerne vil diskutere med den lokale guide. Paul mener, at nostalgi et et udtryk for fornægtelse, og Gil venter blot på et påskud for at slippe væk fra dem alle.
En aften går Gil alene gennem Paris’ gader, og oplever noget helt fantastisk; en fornem ældre bil standser, og bilens passagerer beder ham stige ind. Som i en tidsmaskine bliver Gil bragt tilbage til 1920’erne, hvor den første han møder er forfatteren F. Scott Fitzgerald. Langsomt går det op for Gil, at han virkelig er kommet tilbage til sin yndlings tidsperiode, og han møder kunstneriske skikkelser som Hemingway, Picasso, Dalí, Luis Buñuel og T. S. Eliot. Han forelsker sig endda i den smukke Adriana (Marion Cotillard), og kommer i forbindelse med forfatteren og kunstsamleren Gertrude Stein (Kathy Bates), som læser Gils romanudkast og hjælper med inspiration til hans bog.midnight-2
Midnight in Paris er en fornem rejse i tid, der underøger længslen efter hvad der var, og drømmen om at fastholde det. Det er både romantisk og håbløst, men Gil lykkes med at finde inspiration og finde sig selv. Han indser, at han må åbne øjnene for omverdenen i nutiden, og bliver klogere på sig selv og sit forhold til Inez. ”We all fear death and question our place in the universe. The artist’s job is not to succumb to despair, but to find an antidote for the emptiness of existence”, fortæller Gertrude Stein, og understreger hermed en dybde, som i Allens film ofte ligger lige under overfladen. I hænderne på mange andre filmskabere, ville Midnight in Paris i bedste fald være middelmådig, men i Allens hænder bliver den ganske unik.